Jeg har for længe siden lovet at skrive min fødselsberetning, og da det nu er ved at være et år siden det hele startede, må det være på tide at få det gjort. Den har været skrevet ned et stykke tid, men der gik af flere grunde længe inden jeg fik det gjort, så den er skrevet ud fra mine erindringer fra de vildeste dage i mit liv. Her kommer den.
Altså, min fødsel var to dage om at blive sat igang (13 dage før tid pga graviditetssukkersyge), men da vandet endelig gik onsdag eftermiddag, gik det med føn og klem. Der gik ikke mange timer før end veerne varede omkring et minut og kom regelmæssigt med 4 minutters mellemrum, og der gik også kun et enkelt badekarsbad af 2 minutters varighed, efterfulgt af vestorm inden jeg måtte ringe til fødegangen igen og sige at nu kom jeg altså!
På fødegangen gik det slag i slag. Havde vist ikke åbnet mig en disse da jeg kom, men jeg havde så kraftige veer at jeg fik lov at blive. Jeg fik ALLE mulige former for smertestillende nærmest med det samme. Jeg nævner i flæng akupunktur, bistik, BRANDvarme klude, men der gik igen ikke længe inden jeg fik lagt en epidural, som så sløvede veerne så jeg samtidig måtte have ve-drop (av for h.......!). De to ting udlignede vist ovenikøbet hinanden. I hvert fald virkede den epidural bare ikke særligt godt, og man måtte ikke trykke ekstra ud særligt tit!
Nå, men under alt det her falder Annas hjerterytme flere gange, så jeg ligger bare der i sengen med iltmasken og kæmper med mig selv. Fatter ikke rigtig den der med at hjerterytmen falder, og prøver blandt andet at overbevise dem om at jeg bør vaske hænder efter toiletbesøg, mens det står på. Det fik jeg ikke lov til. Mennesker vælter ind og ud af stuen (jeg fortæller selvfølgelig dem alle, at jeg ikke kan give dem hånden, da jeg ikke har vasket hænder).
Pludselig , jaaae jeg ved faktisk ikke helt i hvilken rækkefølge det sker det hele, men pludselig går det hurtigt og der må presses. Så jeg presser og presser og presser. Ingenting sker. Jeg presser i en anden stilling. Ingenting sker. Jeg presser stående, liggende og på fødestol. Stadig sker der bare ingen ting. Det bliver besluttet, at vi skal prøve med sugekop, så chefjordemoderen bliver tilkaldt (og mennesker vælter vist nok stadig ud og ind) Hun hiver 3 (SINDSSYGT) hårde gange, først med blid kop og så med den krasbørstige. Stadig I-N-G-E-N-T-I-N-G! Så er det kejsersnit får vi at vide, og bliver kørt babu babu på operationsbordet. Her prøver (MEGET VENLIG) anæstesi læge at rygmarvsbedøve mig i epiduralen(?), men efter 5 minutter (plus-minus) giver han op, sender Thomas ud og lægger mig i fuld narkose. Jeg får foretaget et akut kejsersnit i fuld narkose. (Jeg har senere fået at vide, der var 2 overlæger tilstede. Fornemt!) Alt det her varer rundt regnet 21 timer.
Senere vågner jeg op i et lille rum, Thomas kommer ind til mig. Vi får morgen-fødselsdagsbakke, men Anna er ikke med. Hun ligger på børneafd., da hun skal have ekstra mad pga graviditetssukkersygen og nok også observeres lidt efter fødslen. Da de efter nogle timer(?) er færdige med mig på opvågningen, bliver jeg kørt hen på børneafd. til Anna. Jeg får den lille puppe lagt i mine arme, og så ligger vi ellers der og venter på vores familier skal komme og se hende. Sidst på aftenen bliver vi kørt på barselsgangen, hvor vi sover sammen alle 3. Vi er på barselsgangen fra torsdag til søndag og bliver så sendt hjem.
De ved ikke hvorfor Anna ikke bare kom ud, men jordemoderen har sidenhen fortalt at hun overhovedet ikke rykkede sig da de hev i hende, og det havde hun aldrig oplevet før. De kunne heller ikke sige om det ville kunne ske igen, men til gengæld nåede jeg så langt i forløbet, at jeg på trods af kejsersnittet ville være 2. gangs fødende alligevel næste gang, og det er da noget?
Jeg ved slet ikke hvad jeg vil gøre en anden gang. En ting er sikkert. Den skal ikke trækkes så langt som den blev denne gang, for det har været alt for hårdt for mig ikke at have været "tilstede" under Annas fødsel. Ikke at se hende lige da hun var blevet født. Ikke at få hende op til mig. Snøft!
Min smukke Anna, helt ny og fin:)
/Tine