På vej

Jeg er på vej. Mit hovede og min mave er uenige om hvor jeg skal hen, men på vej, det er jeg.

Det sker ret tit, men særligt når sneen daler, frosten bider eller når jeg sidder i en overfyldt bus på vej på arbejde.

Så er jeg tilbage. Tilbage i alperne, hvor jeg tilbragte en helt fantastisk sæson i Schi- und snowboardschule Ischgl tilbage i 2004-2005.

En vinter med en helt særlig frihed til kun at gøre præcis som jeg havde lyst, når jeg havde lyst. En frihed, jeg ofte mindes og længes efter.

Det er den frihed, der knitrer under mine støvler når jeg kæmper mig gennem nyfaldne snedriver. Det er den frihed, der stirrer tilbage på mig når jeg kigger ud, og ser sneen suse forbi togruden.

Det er den frihed, der giver mig kvalme, når jeg i samme rude kan ane de tykke kinder, de store overarme og den kæmpe mave, hvor baby lystigt sparker og tvinger mig tilbage til nuet. Tvinger mit hovede og min mave til samarbejde om at finde en vej.