onsdag den 24. februar 2010

Skønne gaver

Fødselsdagsgaver fra mine skønne veninder og min mormor. Der var også lidt tøj i blandt godterne, men det var ikke lige til at fotografere. Bent Hansen knage-knappen er en gave fra min selv. Jeg var nemlig så heldig at finde den -70% i decorate-butikken.
Jeg er så heldig stadig at have en gave fra min søster og mine forældre tilgode:)

torsdag den 18. februar 2010

Efterreaktion på Rappedikkes indlæg

Igår var jeg så dum at læse Rappedikkes spøgelsesindlæg (klik ikke på linket, hvis du ikke kan lide spøgelseshistorier). Jeg er selv seriøst bange for spøgelser. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg har aldrig set et, men jeg kan slet ikke holde ud at høre om det. (Som eksempel kan jeg nævne at jeg var bange for at møde ET i min have flere år efter jeg så filmen som barn, og at den figur vi havde af ham derhjemme boede permanent i udestuen.)

Idag kom efterreaktionen på indlægget da også, da jeg i bussen på vej på arbejde var sikker på jeg så et spøgelse i form af en dame med mørke rander under øjnene og sorte tomme øjne, som stirrede lige ind i mine. Hun sad lige overfor mig, så jeg kunne ikke lade være med at kigge på hende flere gange, og selvom man skulle tro at jeg kunne overbevise min hjerne om at den spillede mig et puds, fik jeg det samme ubehagelige sug i maven hver gang jeg kiggede på hende.

Nu ved jeg så ikke om jeg skal have mest ondt af mig selv, fordi jeg ser spøgelser, eller om jeg skal have ondt af damen, som så så træt ud at jeg blev bange for hende og troede hun var et spøgelse (Hvis hun da ikke var det...).

onsdag den 17. februar 2010

Træt, træt. træt med træt på!

Idag skulle det efter sigende være min fødselsdag (er nu stadig lidt i tvivl om det mon i virkeligheden er den 7.). Nå, men altså jeg har haft en rigtig god og rigtig lang dag, som faktisk startede allerede igår, hvor jeg bagte blåbær-hvid chokolade-muffins til mine voksne venner i vuggeren og lavede dej til boller til mine små venner. Idag ringede vækkeuret så allerede kl 6, hvor jeg stod op og satte den første plade boller i ovnen (bollerne skulle jo altså være helt friske). Med dampende boller under den ene arm og muffins balancerende på den anden drog jeg afsted på arbejde, hvor jeg blev fejret med fødselsdagssang, hurra og en fin gave. Derefter fik jeg, i anledningen af min fødselsdag, lov til at vælge hvad vi skulle lave, så jeg valgte "jeg gik mig over sø og land" (helt uden hjælp fra omkringsiddende børn).

I anledning af min fødselsdag havde jeg også tidligt fri, så kl 12 blev jeg hentet af mor og far, som var kommet fra Aalborg for at fejre mig med flag og med brunch. Vi fik også tid til at kigge lidt rundt i byen, hvor vi forsøgte at blive lidt klogere på hvad jeg skulle have i fødselsdagsgave. -Det blev vi ikke, men det var i hvert fald hyggeligt! Sidst på eftermiddagen sluttede min kusine og hendes kæreste sig til os og vi fik allesammen te og muffins. Herefter tog mine forældre hjem, og vi andre tog ned på en indisk restaurant, hvor vi fik lækker aftensmad. Mums.

Nu trænger jeg vist mest af alt bare til at sove og lade op til hverdag igen imorgen. Sådan en fødselsdag er bare alt for hurtigt forbi, men heldigvis har jeg en fest tilgode.

Nå ja, og jeg er (7, 9, 13 og banke banke) ind til videre sluppet for kanel. Eller det vil sige jeg fik to breve, men de var begge lukkede, så det var helt ok;)

søndag den 14. februar 2010

Færdigt arbejde

(Mit og) Mormors strikkearbejde er forresten også blevet færdigt, og jeg synes mormor har været ret dygtig. Det passer vist ca med at Carla gror ud af den når vinteren, forhåbentligt snart, er forbi;)

To do liste

  1. Udfylde opfølgningsskema, sende eksempler på ansøgninger og finde tid til (nu telefonisk) rådighedssamtale med den gode Arne fra a-kassen. (Som ikke helt lader til at være enig i at han, siden jeg har fundet fast arbejde, godt kan lade mig være for nu.)
  2. Købe ind til boller til ungerne i vuggeren til onsdag
  3. Bestille kagemand til de voksne i vuggeren til onsdag
  4. Planlægge fødselsdag onsdag + give gæster besked om tid, sted og program
  5. Planlægge fødselsdagsfest lørdag + give gæster besked om tid og program
  6. Gøre ønskeseddel færdig + give (lidt utålmodige) gæster besked
  7. Udvælge det bedste ønske og bestille det hos mor og far

Heldigvis er superwoman-kostumet, i anledning af fastelavn i vuggeren imorgen, klargjort. Overvejer at beholde det på de næste par dage...

torsdag den 11. februar 2010

Ønsker, del 1


Nu er min rigtige fødselsdag ved at nærme mig, så jeg har lavet et lille udpluk af årets ønsker. Det fleste er vist liiiidt dyre ting, men man har jo lov at ønske:)

søndag den 7. februar 2010

Fødselsdagsfusk

Jeg er kommet i tvivl om min rigtige fødselsdag i virkeligheden er den 7. februar og ikke den 17.

Idag vågnede jeg nemlig og stod, måske for første gang i mit liv, af egen fri vilje op inden 8. Altså jeg har prøvet at stå op inden 8 før, men idag var der ikke sat vækkeur, jeg skulle ikke på arbejde og det er søndag.

Nu har jeg bagt Krudtuglens Mors lækre cookies, gjort rent og vasket tøj, og sidder og funderer over hvad jeg skal få resten af dagen til at gå med (ud over at guffe cookies og drikke te;)).

Kan ikke finde anden forklaring på denne galskab end at idag må være min rigtige fødselsdag, og jeg derfor idag er 25 og dermed voksen. (For voksne står jo, som alle ved, tidligt op og ordner huslige ting)

Tillykke til mig selv og god søndag til jer!

lørdag den 6. februar 2010

Udsalg og andre køb

Uhh, jeg har købt så mange dejlige og billige ting idag:)


  • Et sæt Simone Perele og et sæt Chantelle lingeri nedsat med yderligere 50% i Salling, så det endte i 270 kroner for begge sæt. (Ikke udsalgspris 1738!!)

  • Haramsbukser og basis-tee fra Vero til ret billige penge.

  • En lækker kalender fra Moleskine, som jeg har ønsket mig sååå længe, men ikke har kunnet finde, er på vej fra Engeland til DK.

  • 3 Barbapapa skumbøger til en 20'er stykket i Netto til min niece.

Og nu skal jeg til Melodi Grand Prix aften med nogle fantastiske veninder. Dejligt, dejligt, dejligt!

mandag den 1. februar 2010

Hej, jeg er vikar!

Jeg skal først starte rigtigt på mit nye arbejde den 1. marts, men indtil da er jeg tilkaldevikar. Så, efter 7 timers arbejdsdag efterfulgt af indkøb og 4 timers lur, er jeg nu ved at være klar til at gå i seng med begyndende forkølelse. Elsker børn;)