søndag den 31. januar 2010

1. klasse?

Jeg er lige kommet ind med toget fra Aalborg til Århus. I Hobro stod der et par på, hvor kvinden meget gerne ville ind og sidde på 1. klasse. De havde ikke ikke bestilt billetter dertil hjemmefra, men hun fik forklaret manden at dem kunne man købe i toget, så de satte sig derind. Det er simpelthen noget jeg aldrig har forstået. Hvad er det for nogle mennesker, som gider at betale det dobbelte for at sidde derinde. Selv sidder jeg altid i stillekupeen når jeg kører alene, for jeg kan helt ærligt ikke holde ud at høre på andre menneskers bavl, men jeg kan jo heller ikke lade være med at lytte;) Så ved I det. Nå, men altså, jeg sidder i stillekupeen, hvor sæderne er magen til dem på første klasse. Den eneste forskel jeg har lagt mærke til er at togstewardessen idag var inde og fodre dem med et æble og så har jeg hørt nogle råbe på kaffe derinde fra engang. Men i mit hovede giver det altså igen mening at betale det dobbelte for en kop kaffe og et æble? Er der præstige i at sidde derinde og for hvem? Hvorfor? Det skulle da lige være for at slippe for ung fyr med meget tung parfume og dertil hørende kvalme hele vejen.

Min mor og jeg er forresten ved at være færdige med den lille cardi, men vi løb selvfølgelig tør for garn til de sidste 4 centimeters krave, så nu må jeg i garnforretning og på posthuset med det imorgen, så den kan blive færdig og afleveret til sin ejerpige inden vinteren er forbi. Hvis den da nogensinde bliver det. Men først skal jeg lige være vikar fra 6.45 til 14.00. Hvem der bare var a-menneske... God søndag aften og godnat!

torsdag den 28. januar 2010

Hurraaaa, jeg er igang!

Som nogle af jer måske husker, købte jeg noget garn, som jeg ikke rigtig kunne finde ud af at trylle om til den helt særlige cardigan jeg havde i hovedet. Men, efter jeg er kommet til Aalborg er det lykkedes mig at få fremtryllet dette skønne stykke, som efter weekenden forhåbentlig kommer til at sidde og lune min nieces lille runde mave som en del af en lækker cardigan.
Løsningen blev at jeg fandt en opskrift på pickles, som, i mit hovede, let kunne modificeres til lige præcis den cardi jeg havde i hovedet. Herefter gav jeg pænt strikkepindene videre til min mor, som har været så sød at agere mine strikkearme. Nu foregår det på den måde at min mor strikker, mens jeg dikterer opskriften, og det er faktisk meget lettere. For mig i hvert fald;)

Håber virkelig den bliver så lækker, som jeg synes det tegner til og at Carla kan passe den!

onsdag den 27. januar 2010

Fødselsdage(e)

Idag har min søster fødselsdag, så jeg har brugt tirsdag aften på at bage lagkagebunde og koge kagecreme og formiddagen idag på at lægge denne lagkage sammen. Mmm, den smagte mums!

Nu er det snart min egen tur til at bade i kanel og drømme om kanelsnegle i månedsvis, men jeg må altså sige, at jeg synes det er en ÅNDSSVAG tradition, som jeg længe har forsøgt at skyde i sænk. Desværre lader det til at alle mine venner synes traditionen er herlig og bør holdes i hævd, så det bliver nok svært at snige sig uden om skyen. Herre Jerimi! (Huskeliste til mig selv: badehætte, beskyttelsebriller og dårligt tøj)

torsdag den 21. januar 2010

Nybagt strikker, eller noget...

Idag har jeg kastet mig ud i strikkekunsten. Jeg har købt noget garn, og inde i mit hovede har jeg det fineste billede af hvad garnet skal blive til, men jeg kan bare ikke finde de rette masker, eller den rette opskrift for den sags skyld. Så, efter en hel dag med hækling og optrevling forsøgte jeg mig idag med strikning (og optrevling). Jeg slog, under kyndig vejledning fra internettet, omkring 100 masker op og strikkede 6, hvis jeg selv skal sige det, ret så fine ret-rækker, hvilket jeg syntes måtte være nok til at kvalificere mig til at kunne strikke hvad som helst. Derfor trevlede jeg det hele op og gik igang med at strikke rib. Hmmm... Strikketøjet er nu kastet LANGT væk, og jeg overvejer at bruge garnet til et ret-strikket halstørklæde. (Det ved jeg udemærket godt at det aldrig bliver til, for imorgen har jeg glemt alt om dagens nederlag og forsøger mig igen. Jeg er nemlig lige så krea-stædig som jeg er dårlig til at strikke, og man skal vel også starte et sted. Hvis jeg så bare var i besiddelse af en anelse mere tålmodighed og lidt færre perfektionistgener...)

Så fint startede det

mandag den 18. januar 2010

Hækleprojekt

Jeg har fået købt garn til mit næste hækleprojekt. Eneste problem er, at jeg ikke tror der findes nogen opskrift på det jeg gerne vil hækle. Faktisk ved jeg slet ikke om det kan lade sig gøre, så idag har jeg hæklet en hel masse og trævlet lige så meget op igen. Virkelig undervurderet og meget tilfredsstillende beskæftigelse;) Det kan godt være jeg skulle kigge lidt mere på opskrifter inden jeg forsøger mig igen.

Under alle omstændigheder er jeg i hvert fald helt vild med garnet. Farverne kommer dog ikke helt til sin ret på det her billede, for de er meget varmere i virkeligheden, men det kan da give en idé.

lørdag den 16. januar 2010

Herreloge?

Efter 4 år i min egen lejlighed er jeg i september flyttet i bofælleskab i Århus, og det byder altså på lidt af hvert!

Jeg vidste godt der skulle være "herreloge" i lejligheden igår, og jeg havde også set rullebordet med sprut og kasserne med øl og mokai. Heldigvis skulle jeg selv til fødselsdag ude i byen, så jeg undgik, næsten, at blive en del af festlighederne.

Jeg blev ude til 3.30 i håb om at gutterne til den tid ville være taget i byen, men lige så snart jeg kom ind i gården kunne jeg se vinduerne i stuen stod på vid gab, en masse lys var tændt og larm strømmede ud i natten. Nå, men jeg vovede mig ind, kom af overtøjet og fik mig taget sammen til at gå ind i stuen, som jeg skal igennem for at komme ind i mit værelse. Helt uforberedt var jeg på hvad jeg skulle blive vidne til.

I stuen sad omkring 8 fyre i boksershorts omringet af uendelige flasker sprut, dåser og flasker på et gulv der var dækket af ca 5 cm nytårspynt, kartoffelmel og andet godt. Jeg må virkelig have lignet jordens største spørgsmålstegn mens jeg kiggede rundt, for derefter, efter et kram fra en tilfældig gæst og et par lumre kommentarer, at styrte ind på mit værelse. Herfra var jeg endnu en times tid tvangsindlagt til at høre Backstreet Boys akkompagneret af herrelogens inderlige medsang, meget forundret over at de faktisk kunne teksten til alle sangene.

Selv efter at have sovet føler jeg mig stadig som et stort spørgsmålstegn, men jeg har ikke rigtig lyst til at spørge ind til det...

Min roomate har ryddet op siden kl 9 imorges og han er stadig ikke færdig. Men jeg tror, han synes, det var det værd.

(Jeg har forresten lovet ikke at fortælle nogen om hvad jeg så, men helt ærligt, hvordan skulle jeg kunne lade være med det??)

onsdag den 13. januar 2010

Veste og vandaerobic

Så er jeg kommet hjem til Århus. Det var egentlig meningen jeg skulle have været til vandaerobic, som jeg tog en hurtig beslutning om at melde mig til. Jeg ved ikke helt hvad det går ud på, for jeg modtog bare et link til siden, hvor jeg kunne tilmelde mig. Det er nu gjort, og jeg glæder mig til at komme afsted næste onsdag. Carla har nemlig givet mig en omgang omgangssyge da jeg passede hende i weekenden, så jeg kunne ikke komme i vandet idag. Jeg kom heller ikke på arbejde, hvor jeg ellers skulle have haft min første vagt som vikar, så den er udskudt til imorgen og jeg glæder mig:)

Måske har I set på babykullerogkrillerifingrene at jeg har været igang med at hækle lune veste til Carla og hendes mormor, men jeg synes også lige I skulle se mormors vest. Opskriften på vestene har jeg fundet på familiejournalens hjemmeside. Jeg har skiftet garnet de foreslår ud med noget i samme tykkelse, men uden akryl, og det fungerer fint.

Jeg skal have fundet ud af hvad mit næste projekt skal være. Jeg får jo abstinenser når jeg ikke har gang i nålen;)

tirsdag den 5. januar 2010

Afhængighed og hyggeligheder

Jeg kan lige så godt sige det som det er. Jeg er blevet afhængig. Bare der er den mindste tid i overskud, går det galt. Hvis jeg ikke passer på, er jeg bange for det snart ender med en skulderskade! Det er selvfølgelig hæklingen jeg snakker om, og manner hvor er det slemt. Tidligere idag fik jeg købt garn til et nyt, hemmeligt, projekt, men da jeg kom hjem, kunne jeg ikke finde hæklenål nummer 7, alle andre var der, men nummer 7 manglede. Som en anden narkoman hev jeg alting op af skufferne, væltede kuglepennene ud af holderen, flåede mine sager og en hel del nullermænd, der lå under sengen, ud, lagde mig ned på gulvet mindst 100 gange og kiggede ind under seng, reol og sofa, men lige lidt hjalp det. Til sidst fandt jeg den i mit vasketøj! Mærkeligt... Men lykkelig, det var jeg. (Senere viste det sig, at jeg skulle bruge nål nr 8, og den har jeg ikke, så jeg kunne slet ikke komme videre da det kom til stykket) Hurra for forvirringsgenet:)


Synes også lige jeg vil vise jer en lækker brunch, jeg fik med en veninde, jeg løb ind i nede i byen idag. Den indeholdt overikøbet en skøn yoghurt og en dejlig hjemmelavet øko juice med rødbede, ingefær og æble (tror jeg nok) Mums!



søndag den 3. januar 2010

Nytårstanker

Inspireret af Lis fra Karlssons Kludeskab har jeg tænkt tilbage på året, der er gået og nedskrevet nogle af de skønne oplevelser og højdepunkter 2009 har budt på.

2009 blev året hvor:

Jeg, med inspiration fra min aller ynglings søster, Memme, startede med at skrive på denne blog.

Min super niece, Carla, fyldte et år. Kærligheden til det fantastiske barn vokser hver eneste dag, og hvor kan hun altså bare vanvittigt mange ting. Jeg er sikker på, hun er verdens klogeste barn.

Mor og far begge fyldte 50 år og vi i juni holdte en skøn sommerfest i haven med familie og venner.

Mor og far inviterede på ferietur til Spanien på mors fødselsdag.

Min veninde og jeg tog den billigste afbudsrejse til Rhodos, som overgik alle forventninger, og som forresten ikke endte med at være helt billig. Men skønt det havde vi det.

Jeg stoppede på mit job og hev rødderne op på nakken og flyttede til Århus, hvor jeg både startede og stoppede på lærerseminariet og jeg, lige inden jeg tog hjem på juleferien, fik et nyt job.

Mor blev syg, og vi på årets anden sidste dag fik at vide at hun gudskelov ikke var så syg, som vi havde frygtet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg er heldig at have nogle dejlige venner og en fantastisk familie, som jeg elsker meget højt. I år 2010 vil jeg huske på at værdsætte dem meget mere, for jeg ved jo ikke hvor længe jeg har dem. Det er nok i virkeligheden også det bedste.

Godt nytår til jer alle!

lørdag den 2. januar 2010

Juleprojekt

Her i julen var jeg så heldig at falde over noget lækkert merino silk garn til 5 kroner nøglen, så mit juleprojekt har været en lille lun sag til Carla, som hun prompte har nægtet at prøve på, indtil jeg sagde at vi lige skulle se om den kunne passe hende eller om den var til en baby. Da hun kom i den sagde hun straks Storm, mens hun nikkede bekræftende, så jeg er noget spændt på, om hun nogensinde kommer til at gå i den, eller om vi bliver nødt til at give den til baby Storm. I så fald skal vi nok have skiftet de lyselilla knapper ud. Moster selv synes altså nu den var vældigt sød til hende, og glæder sig til at forære hende det færdige resultat.

Trøjen skulle egentlig have været en cardigan, som jeg fandt en opskrift på, på yarnydays.com, men den er blevet ændret lidt undervejs.