fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Jeg har fulgt god med i det søde liv på dr 1 og syntes faktisk det lignede en leg lige at smække sådan et kransekagetårn på benene. Tidligere har jeg haft problemer med at mit bagværk kom til at ligne noget fra en fabrik (og her mener jeg ikke mit monkeybread;)), fordi det er blevet rullet for patentligt ud. Det blev, takket være glasuren, ikke tilfældet denne gang;) Men mon ikke den smager meget godt alligevel?

Godt nytår!

lørdag den 25. december 2010

Crazy banana!

Det forlyder, at et vis monkey-bread for en rum tid siden har floreret rundt i bloglands ovne. Det er dog gået min næse forbi, så da jeg den anden dag faldt over opskriften, måtte den bare prøves af. Jeg ved ikke helt om det er meningen, men jeg tror det ikke. Mit abebrød gik i hvert fald bananas og små boller poppede ud af springformen, som på en anden vulkan, og fyldte ovnen med lækre minikanelboller i løs vægt. Festligt;)

Skal man mon vende springformen på hovedet i ovnen for det bliver til et brød? Hmm

fredag den 24. december 2010

Glædelig jul

Efter formiddagsjulegudstjeneste og familiejulehygge på farmors plejehjem, hygges her nu i allerlaveste gear. Min mor, min far og jeg selv er de eneste 3 gæster til årets julefest, og vi glæder os til at kunne jule i vores helt eget tempo i aften.


Glædelig jul til jer alle!


søndag den 19. december 2010

Julehygge

Min søde kusine har investeret i en chokoladesmelter, og igår hyggede vi os med at lave konfekt i den.

Det blev ikke til så mange slags. Til gengæld blev der utroligt meget. Mest af alt synes jeg mine mozartkugler blev fine, overtrukket med mørk chokolade og med fint malet pistacienøddedrys på toppen. Indeni er der nougat, hjemmelavet pistaciemasse og marcipan. (Må jeg ved samme lejlighed fråråde alle at købe abrikoskernemassen med pistaciesmag fra Odense Marcipan. Den smager absolut ikke godt!)

Mmm jeg glæder mig til vi skal hygge med hjemmelavet konfekt i aften og hele julen:) Og mor, jeg tror ikke du behøver at lave kaliberen i år. Jeg har rigeligt;)

mandag den 13. december 2010

Mandags klovnerier

Vi var så heldige at få billetter til forpremiere på Klovn - The Movie af vores nisse. Idag kunne de billetter endelig indløses, og hvor var den altså bare helt perfekt den film! Endnu bedre, endnu vildere og endnu mere pinlig end serien, hvis du spørger mig, og også hvis du spørger min kæreste, tror jeg. Han har i hvert fald sagt, at han gerne vil have den på dvd;)

Sjov det er den, så se at kom afsted!

fredag den 3. december 2010

Flyttevirvar

Den her weekend står i flytningens tegn, og hold da op, hvor er det bare ikke noget for mig. Heldigvis kunne jeg holde fri fra arbejde idag, for jeg havde lige undervurderet min samling af sager en smule.

Jeg har været i gang hele dagen, og det roder mere og mere for hver time der går, så åh, hvor jeg bare ikke gider, men flyttebilen skal hentes imorgen klokken ni, så jeg skal bare være færdig i aften. Til gengæld er jeg jo så heldig at jeg ikke må være med til at bære mine tunge kasser imorgen;)

lørdag den 27. november 2010

På vej

Jeg er på vej. Mit hovede og min mave er uenige om hvor jeg skal hen, men på vej, det er jeg.

Det sker ret tit, men særligt når sneen daler, frosten bider eller når jeg sidder i en overfyldt bus på vej på arbejde.

Så er jeg tilbage. Tilbage i alperne, hvor jeg tilbragte en helt fantastisk sæson i Schi- und snowboardschule Ischgl tilbage i 2004-2005.

En vinter med en helt særlig frihed til kun at gøre præcis som jeg havde lyst, når jeg havde lyst. En frihed, jeg ofte mindes og længes efter.

Det er den frihed, der knitrer under mine støvler når jeg kæmper mig gennem nyfaldne snedriver. Det er den frihed, der stirrer tilbage på mig når jeg kigger ud, og ser sneen suse forbi togruden.

Det er den frihed, der giver mig kvalme, når jeg i samme rude kan ane de tykke kinder, de store overarme og den kæmpe mave, hvor baby lystigt sparker og tvinger mig tilbage til nuet. Tvinger mit hovede og min mave til samarbejde om at finde en vej.

søndag den 21. november 2010

Græskarboller?

Er der nogen her, der har en god opskrift på græskarboller? Jeg har nemlig et par hokaidogræskar liggende, som jeg drømmer om skal blive til lækre svampede græskarboller, men jeg kan simpelthen ikke opstøve en opskrift. Hjælp!

Billedet er lånt her

lørdag den 20. november 2010

Hvor er det forresten vildt

Som den unge dame møfler rundt inde i den kæmpe runde mave. Hun har gjort det i et par uger nu, men de sidste par dage har det været rigtig meget og hele tiden synes jeg. Lidt hyggeligt er det, men også ret så mærkeligt.

I onsdags var vi allerede halvvejs i projekt baby. Gisp det går hurtigt! På mandag skal vi til misdannelsesscanning og ih hvor jeg glæder mig til at se hende igen og til at se om hun stadig har det godt og en lille smule til at se om hun stadig er en pige;)

Første babykreation

Efter et par kedelige dage i sengen og en misset 25 års fødselsdag er jeg blevet færdig med den første hjemmegjorte ting til baby. En djævlehue i morbærsilke. Jeg har forsøgt mig med Gros opskrift til størrelse 6 måneder, og strikket den med det tyndere garn og på tyndere pinde (2 mm) i håb om den skulle komme til at passe en nyfødt forårsbaby. Resultatet er dog ikke blevet helt som jeg havde håbet. Den er lige løs nok i det. Heldigvis går der nærmest intet garn til sådan en lille sag, så jeg har rigeligt til endnu et forsøg på 1,5 mm pinde i de 50 g jeg købte. Garnet er forresten utroligt lækkert og dejligt blødt, så jeg er på jagt efter en opskrift på en lille trøje eller bukser i det samme garn, men det er vist ikke lige sådan at finde. Desværre.

onsdag den 10. november 2010

Stakkels Morten

Morten han ville ikke være bisp. Det synes vi egentlig også han selv skulle have haft lov til at bestemme, så derfor har vi, i vores lille madklub, i aften hjulpet ham af med "anden Oskar" og en masse dejligt tilbehør. Mums det var dejligt hyggeligt. Og så kan de lære det de gæs...

søndag den 7. november 2010

Mere søndagsbag

Herhjemme er vi blevet vilde med københavnerbirkes. Eller, der er måske en københavner der hele tiden har været det, som har givet den videre til mig. I hvert fald har jeg idag prøvet at bage dem selv og det gik egentlig meget godt.

I løbet af ugen har jeg fået købt garn til en silke-djævlehue til baby og til en fin lang cardigan, så det tror jeg bare jeg skal hygge mig lidt med idag og holde total søndagsafslapning.

mandag den 1. november 2010

Gulerodsbrud


Et par stykker har spurgt efter opskriften på gulerodsbrud, og den kommer her:

Gulerodsbrud (ca 18 stk)

Dej 1

100 g gær
½ l lunken vand
1 tsk salt
60 g sukker

Disse ingredienser blandes

Tilsæt:
130 g smeltet margarine (jeg brugte smør)
900 g mel


Dej 2

2 æg
200 g groft revet gulerod
100 g solsikkekerner
disse ingredienser blandes

Dej 2 blandes i dej 1 med fingrene og dejen klattes på en bageplade med en ske.
Bollerne hæver 30-45 min og bages derefter 15-20 min ved 180 grader varmluft.

God fornøjelse!

lørdag den 30. oktober 2010

Godmorgen blogland

Idag var det meningen jeg skulle sove længe. Rigtig længe, for jeg har aldrig rigtig fået udhvilet efter sidste weekend, hvor vi var på sviger-rundfart i Nordsjælland. imidlertid var jeg lysvågen kl 6.30, så jeg stod op, bagte gulerodsbrud ala bagerens Hvis nogen vil prøve dem, lægger jeg gerne opskriften på bloggen. De er utroligt nemme og ret hurtige... og handlede ind til morgenkomplet.


Nu er Thomas smuttet i bad og bagefter skal vi en tur ud i byen og købe indflyttergave til Christina og julehygge. Jeg er nemlig kommet i julehumør efter en shoppetur i Ikea med Laura igår. Nu er mit eneste spørgsmål: Hvor bliver DE brændte mandler egentlig af??

torsdag den 28. oktober 2010

Det' ik' så ringe endda

Igår aftes holdte mine roommates fremvisning af mit værelse, og efter at være blevet enig med mig selv om at jeg altså ikke gad flakke rundt i byen hele aftenen af den grund, havde jeg god tid til at stå i køkkenet. Inspireret af Brødrene Price kastede jeg mig derfor ud i fiskelasagne med hjemmelavet pesto, -tomatsovs og -mornaysauce. Det blev altså ret godt, så hvis nogen skulle have lyst til at prøve den, kan opskriften findes lige her.

Desværre fandt de ikke den rette roommate igår, så jeg får nok endnu en køkkendag snarest;)

På vej i ovnen

mandag den 18. oktober 2010

Efterårshygge

Efter dejligt dyrt frisørbesøg er det tid til efterårsafslapning med Venner, fyrfadslys, æbleknas og varm chokolade. Mums!

søndag den 17. oktober 2010

Første babykøb

Efter scanningen i fredags måtte jeg liiiige et smut i Hønsefødder for at købe den første lille ting til vores lille pige (som jeg, efter at have fået bekræftet er en pige, pludselig tænker måske er en dreng). Det blev til den her cardigan fra poppy rose, som hun bare bliver så fin i, når hun engang skal hjem fra sygehuset. Nu er jeg bare i tvivl om str newborn måske kan risikere at være for lille, men omvendt vil jeg heller ikke købe en, der er for stor. Stort dilemma;)

Billedet er lånt hos poppyrose.dk

fredag den 15. oktober 2010

Så fik vi det på dét rene

Klokken 10 i formiddags drog min mand og jeg afsted til kønsscanning. Den søde jordemoder gik hele baby igennem for misdannelser, og alt var bare helt perfekt. Selvom baby drillede en smule denne gang ved at ligge ud putte sig godt ind til moderkagen. Derfor fik vi heller ikke verdens bedste pletskud (til gengæld fik vi MANGE), men det var jo heller ikke det vi var kommet for.

Endelig fik baby moslet sig rundt, så scanningsjordemoderen kunne komme til at kigge efter kønnet, og hun bekræftede gang på gang sig selv i at nu var hun i hvert fald slet ikke i tvivl, for det var da en lille prinsesse vi skulle ha'. Hmm, jeg tror aldrig vores barn vil blive nogen prinsesse, men vi er rigtig glade for at skulle have en lille pige:)


torsdag den 14. oktober 2010

Jeg har strikket

en trøje! Den første nogensinde og oven i købet med fint mønster på. Utroligt ik? Efter, jeg tør ikke tænke på hvor mange timer, mangler jeg nu bare at hæfte 169 ender, for til sidst at overrække den til pigen der nægtede at iklæde sig alle former for hjemmestrik. Kan man ønske sig noget mer'?

fredag den 8. oktober 2010

Jeg har også bestilt tid

Ligesom Mie har jeg også bestilt tid til en kønsscanning. En lille smule pinligt berørt, for i virkeligheden er det jo lige meget hvad det bliver, bare det kære barn er sundt og raskt. Problemet er bare at jeg går rundt og tror jeg ved hvad det bliver, så hvis det ikke passer, tror jeg, jeg bliver verdens mest forvirrede menneske. Derfor vil jeg gerne have det at vide lige her og lige nu. Eller på fredag... Selve scanningen er faktisk heller ikke så dyr, og så får man oven i købet en dvd og en hel masse billeder, som man kan vise til alle dem der orker at se og høre mere om baby;) Nå ja, og så er det jo også bare helt fantastisk at være til det scanning:)
Jubii, glæder mig!

God weekend!

tirsdag den 5. oktober 2010

Vinter-vente-støvler

Igår var jeg nede i Figaro i Århus for at hente de her dejlige lune vinterstøvler Billedet er lånt fra duckfeet.dk. Carla har fået vinterstøvler af mormor og morfar, så jeg var så heldig også at få et tilskud til mine:) Jeg havde egentlig tænkt det var alt for tidligt at tage dem i brug, men idag fortrød jeg bitterligt jeg ikke havde gjort det. Hold da op, hvor er det bare blevet koldt!

Nu skal jeg for alvor på jagt efter en vinterjakke med plads til mave, for jeg er allerede "groet" ud af den fra sidste år. Desværre har jeg ingen som helst ide om hvor meget mave, der skal være plads til i en sådan, så valget bliver vist et skud i tasken.

lørdag den 2. oktober 2010

Der har været stille på bloggen....

Musestille faktisk. Bestemt ikke fordi der ikke har været noget at skrive, men fordi der har været noget jeg ikke kunne skrive. Ikke før lige præcis nu i hvert fald.

Igår ved 13 tiden tog denne Mont Matre kage fra Sweizer Bageriet nemlig turen hele vejen fra Århus til Aalborg, fordi den havde noget meget vigtigt at fortælle.

Da den endelig kom frem, var der lige en hest, der skulle have nyt hjem og en aftensmad, som måtte nydes og bundfældes inden det endelig blev bombens tur til at komme på kaffebordet.

Kageæsken bad jeg min mor om at åbne, og hun blev vist noget overrasket, da hun opdagede billedet i æskens låg:

"Hvad er det for en baby? Er det dig Mette? NEJ!! Er det dig moster? Skal du have en baby? Det er da løgn!"

Men nej, det er det altså ikke...

Så nu, hvor jeg langt om længe har fået lækket nyheden til mormor og morfar, er jeg glad for endelig også at kunne dele den med alle jer på bloggen:

"Vi skal have en baby til april og vi glæder os!"

søndag den 12. september 2010

Kom jul, kom sne...

For jeg er klar. Til vinter, til kulde, til sne og til ski. Jeg ELSKER min nye hue, som jeg har fået af "min mand", og jeg GLÆDER mig til jeg må tage den i brug. Den passer bare helt perfekt til min poncho, som er blevet til vikletørklæde, og til min alleryndlingsskindjakke. Hurra! (Men hov, de har da været lidt sjuskede med mønstret ved sammensyningen i nakken:S)

onsdag den 8. september 2010

Indkøb

Lidt lækker alpaca til et nyt stort projekt :)

mandag den 6. september 2010

Nu det nok!

Æijjj, jeg er så træt af at være syg! Har ligget i sengen med en dum super-forkølelse siden i lørdags og nu må det altså simpelthen være nok! Så, i anledning af at jeg idag har været en smule oppe og omkring, har jeg i aften kastet mig ud i rundt vurderet 7 liter hjemmelavet og -opskriftet tomatsuppe, som simpelthen må og skal svede den sygdom langt langt væk. Håber virkelig den er god, for når jeg tænker efter er der hverken plads til rester i køleskab eller fryser... Hmm

søndag den 5. september 2010

Du kan lige nå det!


Altså at være med i konkurrencen om et par vidunderlige øreringe henne på Carlas Café. Men skynd dig. Vinderen findes allerede i aften klokken 21.

søndag den 29. august 2010

Jeg har haft besøg af mor og far:)

Og i den anledning var jeg idag tidligt i Føtex okay, kl 10 da de åbnede, men jeg fik da en æske chokolade, fordi jeg var en af de 150 første i butikken:) Mums! Nå, men jeg skulle altså tidligt afsted, fordi jeg havde så meget lyst til æblekage, som jeg havde set i Til middag hos igår, og først skal der jo koges æblegrød, som så skal nå at blive kold inden man kan lave den. Men jeg nåede det, og der blev endda tid til at bage scones også inden de dukkede op De er virkelig hurtige at lave! Wow! Så da mine forældre langt om længe nåede frem, blev der hygget med friskbagte scones, æblekage og te. Dejligt:)

Bagefter var vi en tur rundt i festbyen og høre lidt musik og hente et par lækre pizzaer fra Restaurant Italia, som altså laver de bedste pizzaer i Århus. Meeen, det skal lige siges, at de altså er bedst hvis man spiser dem derhenne, for de kan ikke så godt li' at blive lukket inde i den pizzaæske!

Min mor havde æbler med til mig fra haven, så jeg kunne lave æblekage til madklubben på onsdag, men jeg har vist været ret heldig med det her første jeg fangede, for resten var mere eller mindre ormebefængte... Tak mor:s Jeg tror liiige jeg smutter på æblerov i netto imorgen også, hvis det er okay med dig;)

lørdag den 28. august 2010

Endelig!

Har jeg fået nye plakater, som jeg tilmed er ovenud tilfreds med, men prøv lige at se en forskel der var på de 3 bestillinger!

De to brændt-karry-farvede plakater til højre er første og andet forsøg fra samme trykkeri og den til venstre er bestilt andetsteds. Og ja, selvom jeg ikke har fået afsluttet min "klagesag" det første sted, så er jeg bare lykkelig for endelig at have kunnet sende et ordentlig produkt afsted til nogle meget søde og tålmodige kunder:) (Og nu skal jeg altså nok stoppe al den plakat-pladder;))

onsdag den 18. august 2010

ÆV!

For et stykke tid siden fik jeg endelig taget mig sammen til at få sendt min ugle-plakat til tryk, og jeg fik en fin én tilbage, som Anne vandt i en give-away.

Derefter åbnede jeg op for salget af plakaten og sendte en bestilling afsted på en håndfuld mere. Plakaterne kom desværre tilbage i nogle helt forkerte farver. Det gule og orange var brunligt, og var bare på ingen måde lige så fint som den første de havde trykt. ÆV! Så lovede de mig at sende nogle nye, som bare heller ikke var gode nok. ÆV ÆV! Nu har de ikke svaret tilbage på min sidste klage, og jeg har fået nok! Dumme trykker! Mest af alt på grund af dårlig samvittighed over for de mennesker der går og venter på at få en plakat som ikke er brun, har jeg nu sendt plakaten afsted til tryk et nyt sted, og håber virkelig inderligt at de laver dem ordentligt, så jeg kan være bekendt at sende dem videre ud i landet! Ellers bliver jeg SÅ ked af det :(

Min stjerne søster...


... laver de her FINE stjerneørestikkere, som ligesom andre fine smykker, kan købes på hendes nye dejlige blog www.carlascafe.dk -Kig forbi, inden moster ribber biksen;)

mandag den 16. august 2010

Feriestimmung

Ferien er skudt igang. Godt nok med regnvejr, men også med de her dejlige pandekager med hindbærsyltetøj og friske hindbær. Mums fillibaba!

lørdag den 14. august 2010

Tum Kha Gai

Min all-time-favorite spise i denne tid er den her helt fantastiske suppe fra Orientalsk Køkken i Vesterbrogade Her præsenteret i medfølgende papbæger Mmm, den er virkelig yummy!



Og hvis du ringer direkte til restauranten i stedet for at bestille over just-eat.dk, får du en forret/suppe og en hovedret + ris til en flad 100-kroneseddel. Kan man ønske sig mer'?;)

søndag den 1. august 2010

Til lillesøster


Der er babyboom i vuggeren for tiden, og lige inden jeg tog på ferie var der en på min stue der blev storebror. Derfor har jeg brugt nogle hyggelige timer af min ferie på at strikke en djævlehue til den lille pige, som jeg måske får lov til at passe om et års tid, nu hvor jeg jo ikke skal igang med at læse after-all;)

fredag den 30. juli 2010

Sidder og venter...

... På et brev, jeg godt ved hvad vil indeholde. Igår sad jeg oppe til efter 24, for at tjekke adgangskvotienter på politiken.dk, og fik konstateret at det bliver til en standbyplads, dog på førstepririoteten. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, for jeg er ikke sikker på at man kan stå standby, når man har et arbejde, for så skal man vel kunne springe til i sidste øjeblik? Hmm...

torsdag den 29. juli 2010

Lidt bange...

Ih, indtil nu har jeg slet ikke tænkt på, at jeg kunne risikere at få afslag fra pædagoguddannelsen, men her til aften har jeg læst, at der er 71, ENOGHALVFJERDS, % flere der har søgt ind på Jydsk i forhold til sidste år og 39% flere på Peter Sabroe. Jeg vidste godt, der var flere der havde søgt ind i år, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det kunne være så mange. Puha føler mig pludselig rimeligt sikker på at jeg ikke kommer ind i denne omgang. Æv, for havde jeg søgt kvote 2 havde jeg nok haft rimelige chancer efter ½ år i skiskole, 1½ år i SFO og ½ år i vuggestue...

Oveni det har jeg læst at et politisk flertal udenfor regeringen vil gøre tandlægen gratis for unge mellem 18-20 år for at undgå varige tandskader. Synes altså det er en ret begrænset periode man skal forsøge at undgå dem. Betaler deres forældre ikke også når det kommer til stykket? Hmm stort spørgsmålstegn!

Køkkenaften

Her til aften er jeg for første gang i en uge helt alene, hvilket har betydet at der er blevet bagt dejlige knækbrød, lavet mere rugbrøds-ymerdrys og sat gang i surdejen til nyt hjemmebagt rugbrød. Hurra for rastløshed;)



Knækbrødene er meget lette at lave.

Bland 1 dl havregryn, 1 dl sesamfrø, 1 dl hørfrø, 1 dl græskarkerner, 1 dl solsikkekerner (eller tilsvarende mængde af de kerner du lige har), 2½ dl mel, 1 tsk bagepulver og 2½ tsk salt.

Rør ovenstående sammen med 1,25 dl olie og 2 dl vand.

Klask halvdelen af dejen på et stykke bagepapir, læg et andet stykke bagepapir ovenpå og rul dejen tyndt ud. Skær dejen ud i passende stykker og bag knækbrødene et kvarter ved 200 grader. Gør det samme med den anden halvdel af dejen.

Kender du Cold Stone?

Lige ved siden Ben&Jerrys, i Århus, ligger Cold Stone, som må siges at være en værdig konkurrent til sin nabo. Ikke mindst de farvestrålende vafler, som mit 5 årige hjerte ikke lige kunne stå for idag, er helt særligt fine. Hos Cold Stone vælger man selv sin iskombination. Den her bestod af sweetcream-is med Oreo's, skumfiduser og hvid chokolade. Virkelig dejligt:)

mandag den 26. juli 2010

Meget mystisk

Der er sket det uventede og mærkelige at jeg nu lige pludselig kan strikke, hvilket har været årsag til stor undren, ikke mindst hos mig selv. Idag har min mor og jeg hygget os med Carla i haven, og jeg har udover en masse leg og vandpjaskeri haft tid til at færdiggøre det første ærme i en trøje til førnævnte pige. Se engang! Jeg er så stolt og spændt på det færdige resultat, som dog først har deadline til jul;)



Til eftermiddagsmad kom jeg i tanke om noget vi fik i vuggeren for nylig og som ungerne derude elskede. Ymer med hjemmelavet ymerdrys. Alle piger kunne li' det, men ikke babyer, mente Carla, som altid er så klog så klog :)


Det er utroligt nemt at lave. Man blender bare 200 gram rugbrød med 50 gram muscovadosukker eller brun farin, og stiller det i køleskabet. I min variation ristede jeg også en god håndfuld mandler på panden, som jeg blendede ret fint og blandede med de andre sager. Mums!

lørdag den 24. juli 2010

Nu med (beskeden) webshop

Ja, så har jeg fået lavet mig min egen lille blogbutik. Indtil videre er den eneste vare til salg min tidligere omtalte ugleplakat, men jeg håber og regner med der med tiden vil komme flere sager på. Kig gerne forbi :)

fredag den 16. juli 2010

Grøn Koncert Brunch

Imorgen er der Grøn Koncert i Århus, og jeg skal SÅ meget med. Men inden selve koncerten løber af stablen, mødes vores flok til en skønno brunch, hvor vi hver især medbringer lidt mad. Jeg er blevet bedt om at fixfaxe brunchboller og rugbrød, og så var det jeg tænkte at det ville være en fab chance til, langt om længe, at forsøge mig med et hjemmebagt rugbrød. Jeg har været igang hele ugen, og nu er det endelig kommet ud af ovnen. Jeg synes resultatet ser meget rigtigt ud, men har ikke villet skære i det før imorgen, så jeg har ikke kunnet smage om det lever op til sit udseende. Det må brunch-pigerne afgøre imorgen:)

Surdejen er lavet med inspiration herfra
Og selve brødet med inspiration herfra
Bollerne bliver dem her

tirsdag den 13. juli 2010

Aftensmad

Burger ala moster girafisk: Ciabattabolle fra Sallings Bager, guacamole, tomat, hakkebøf, cheddarost og bacon. Mums!

mandag den 12. juli 2010

En lille gave...

... Til en lille ven, som min søde niece Carla fik til sin 1 års fødselsdag. Ditte, som hun hedder, skal have den her fine lille nederdel, som jeg fandt til 29 kroner i Made In i MP Bruuns Gade idag:)

Der blev også købt garn til et nyt strikkeprojekt. Spændende om jeg kan finde ud af det;)

fredag den 9. juli 2010

Shopping på Park Allé

Da jeg stod af bussen idag kunne jeg altså ikke længere dy mig. Måtte bare eje 3 gerbera, 1 bakke jordbær og ½ kg ærter. Alt sammen til den nette sum af 60 kroner. Nu kan det da ikke andet end blive en god weekend:) Det er min plan bordet under sagerne engang skal males lysegult, meeen, ting tager tid;)

torsdag den 8. juli 2010

Smoothie-fif

En halv moden honningmelon og en god håndfuld frosne danske jordbær bliver efter en snurretur i blenderen til en dejlig pink smoothie, som leder tankerne hen på eksotiske strande. I hvert fald i de 30 sekunder det tager at suge den;)

tirsdag den 6. juli 2010

Sukkerstop

Den anden dag offentliggjorde min ven at han var stoppet med at ryge, og så var det jeg straks tænkte: Okay, vagt i gevær, så tager jeg også en kold sukker tyrker.

Som tænkt så gjort. Nu er andendagen næsten forbi og er du gal hvor har jeg bare tænkt meget på mad og været sindssygt sulten og rastløs hele dagen. Rastløsheden har dog resulteret i en plade lækre hjemmebagte boller og dertilhørende hjemmelavet mandelsmør, som jeg vil ud at prøvesmage lige nu. God aften:)

Speltsigteboller med græskarkerneblanding alla Urtekram:)

søndag den 4. juli 2010

Dagens højdepunkt

Og så tror jeg, jeg vil undlade at fortælle om hvordan min aften er forløbet. Man må da håbe det bliver bedre imorgen, og jeg snart kan få min nøgle fragtet herned...

lørdag den 3. juli 2010

Sidder i toget på den dumme måde...

...Tog afsted i god tid, fordi jeg liiige skulle nå at købe kandidat-gave til stjerne af veninde, som har afsluttet sin uddannelse med et helt fantastisk 12-tal. Nå, men i hvert fald syntes jeg ikke lige det armbånd, jeg havde tænkt mig hun skulle have haft, var det helt rigtige, så jeg vader forvildet rundt i decorate-butikken til 5 min før togafgang. Hiver nogle alphaartbogstaver til mig, kaster penge efter ekspedient og styrter afsted mod toget. Her er det så jeg på en eller anden måde får overbevist mig selv om at der nok liiige er tid til at hale en iceblend fra baresso ind på vejen... Elsker iceblend, men en anden gang vil jeg nok overveje en ekstra gang om den virkelig er en times forsinkelse inklusiv ekstra bumlerejsetid værd.

torsdag den 1. juli 2010

Der ligger et spændende brev på mit bord...

... som jeg skal ned og poste i min frokost-pause imorgen. Der er ikke mange, der ved at det brev skal sendes, for jeg har taget beslutningen helt selv. Til gengæld har jeg vandret rundt i ring i omkring 6 år inden jeg pludselig nåede tilbage hvor jeg var. (Sorry Bertel...)

Nå, men brevet skal sendes afsted til VIA UC, som jeg håber vil lade mig starte på pædagoguddannelsen i slutningen af august. Ihh, hvor er det bare så spændende, og jeg GLÆDER mig til at få svar om en måneds tid. Til gengæld glæder jeg mig overhovedet ikke til at fortælle mine kollegaer og min leder nyheden, og jeg græder allerede indvendig ved tanken om at skulle sige farvel til de helt fantastiske poder. Virkelig stort snøft!

søndag den 27. juni 2010

En dag i solen

Jeg har været så heldig at det endelig passede med, at der hverken var helligdag, ferie eller andet gøgl på min fri-fredag, så jeg har haft mulighed for at holde en skøn forlænget weekend med min familie i Aalborg.

Den har stået på ren hygge og afslapning hele weekenden. I flæng kan blandt andet nævnes at jeg har været i Zoo med min Carla og mutti, grillhygget med min faster, onkel, kusine og fætter hos mutti og vati, caféhygget med veninde og, idag, sol-krea-slappet i mine forældres dejlige have, hvor billederne er taget. Efter den dejlige solskinsdag blev jeg samlet op af min søde kusine, som var så ekstra sød at tage mig med hjem til Århus.

Ihhh, bare der liiige var et par ekstra weekenddage i den anden ende også...


fredag den 25. juni 2010

Sankt Hans

Ihh, jeg har været til den dejligste Sankt Hans arrangeret af en veninde, som bor ved Bellevue Strand, Århus, men jeg har desværre slet ikke haft tid til at skrive om det før nu...

Vi var 7 venner der mødtes til grill på stranden. Hver især havde et par ting med til menuen, og jeg selv fik lavet en ret god kartoffelsalat, hvis jeg altså selv skal sige det;)

Et lille glimt af min kartoffelsalat som bestod af nye kartofler, dampede gulerødder og asparges vendt i marinade af persille, purløg, basilikum, brøndkarse, rødløg, hvidløg og tidselolie.

Da vi var færdige med at spise, kom vejens børn ned på stranden med heksen og en hel masse fakler, som blev smidt på det store bål, som var SÅ fint.

Alle stikvejene havde lavet deres eget bål, så der var fine bål og en hel masse røg hele vejen hen langs stranden.

Min veninde fortalte mig forleden at Sankt Hans er hendes yndlings"højtid", fordi den er så dejligt uforpligtende, og hvor har hun altså bare ret! Det er nok en af årets bedste aftener:)

søndag den 20. juni 2010

"Jon Dahl er en luder!"

Efter en lørdag med kongeligt svensk bryllup, tordenvejr og kedsomhed, ville min søde kusine heldigvis gerne med en tur på café igår aftes.

Og efter en god laaang gåtur, hvor vi forsøgte at finde et rart sted uden fodboldkamp, endte vi på Stiften, godt nok med fodbold på storskærm, men på den ret stille og rolige måde. Lidt for stille og rolig måske, for pludselig indså fodbold-undertrykt-opstemte bartendere, at det var os, der var det bedste bud på fodboldinteresserede den aften, så min kusine og jeg og halvgammel dame, der også have vovet sig ud på fodbold-dagen blev udstyret med fodboldpandebånd, vuvuzela'er læs truthorn og fodboldnødder. Og hvor jeg dog bare elskede at vi sad 3 fodboldgidsler på den stille cafe i fuldt fanudstyr.

Lidt efter kom der dog 3 ÆGTE fans forbi og bidrog med tilråb som: "Jon Dahl er en luder!", "Dit store drog!" og "Rommedahl er gud!" Ej, men altså, sikke en fest vi havde... Os 6 fodboldvenner:)

Billedet blev lidt sløret, fordi der var nogen der ikke havde lyst til at bartendere skulle se os tage billeder af os selv og derfor forskræmt flyttede sig midt i billedtagning;)

onsdag den 16. juni 2010

Vinderen er fundet!

På grund af overarbejde og andet gøgl er udtrækningen af min give-away blevet en dag forsinket, men nu er alle lodderne blevet klippet ud, blandet sammen og vinderen er fundet. Der var 50 deltagere, som hver fik et nr mellem 1 og 51, som blev skrevet på det antal lodder hver enkelt deltog med (nr 8 var ikke en deltager;)).

Hvor er det altså bare skønt at så mange havde lyst til at deltage! Det varmer virkelig og giver mod på flere grafisk-kreative udfoldelser.

Men tilbage til det aller-vigtigste. Afsløring af vinderen som blev:


aka Annchen fra æblekinder

Tillykke;) Du må meget gerne sende mig din mail:)