Viser opslag med etiketten bagning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bagning. Vis alle opslag

mandag den 6. juni 2011

Dumme boller!

Igår bestemte jeg mig for at bruge min værdifulde lur-tid til at bage boller. Jeg fandt en opskrift hos Karen, som lød virkelig lækker, og det er jeg sikker på den også ville have været. Under normale omstændigheder. Med god tid. Dejen var i hvert fald blød som Annas tykke lækre lår;)

Jeg nåede lige at få bollerne formet, hævet og sat i ovnen, så var Anna sulten. 12 min senere plingede ovnen, og faren måtte tage dem ud. Desværre var de bare overhovedet på ingen måde færdige, da jeg efter fodring kom ud til dem rådne miniovn!, så jeg måtte, temmelig trist til mode, forsøge at give de sammenklaskede boller ekstra tid.






De kom til at se sådan ud:( Og jeg var ret så sur, bare så I ved det!






Resten af dejen blev lavet til kanelsnegle, og det gik straks meget bedre:)






Haps!






(Bollerne smagte faktisk udmærket, selvom de blev en form for bake-off;))

fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Jeg har fulgt god med i det søde liv på dr 1 og syntes faktisk det lignede en leg lige at smække sådan et kransekagetårn på benene. Tidligere har jeg haft problemer med at mit bagværk kom til at ligne noget fra en fabrik (og her mener jeg ikke mit monkeybread;)), fordi det er blevet rullet for patentligt ud. Det blev, takket være glasuren, ikke tilfældet denne gang;) Men mon ikke den smager meget godt alligevel?

Godt nytår!

lørdag den 25. december 2010

Crazy banana!

Det forlyder, at et vis monkey-bread for en rum tid siden har floreret rundt i bloglands ovne. Det er dog gået min næse forbi, så da jeg den anden dag faldt over opskriften, måtte den bare prøves af. Jeg ved ikke helt om det er meningen, men jeg tror det ikke. Mit abebrød gik i hvert fald bananas og små boller poppede ud af springformen, som på en anden vulkan, og fyldte ovnen med lækre minikanelboller i løs vægt. Festligt;)

Skal man mon vende springformen på hovedet i ovnen for det bliver til et brød? Hmm

søndag den 21. november 2010

Græskarboller?

Er der nogen her, der har en god opskrift på græskarboller? Jeg har nemlig et par hokaidogræskar liggende, som jeg drømmer om skal blive til lækre svampede græskarboller, men jeg kan simpelthen ikke opstøve en opskrift. Hjælp!

Billedet er lånt her

søndag den 7. november 2010

Mere søndagsbag

Herhjemme er vi blevet vilde med københavnerbirkes. Eller, der er måske en københavner der hele tiden har været det, som har givet den videre til mig. I hvert fald har jeg idag prøvet at bage dem selv og det gik egentlig meget godt.

I løbet af ugen har jeg fået købt garn til en silke-djævlehue til baby og til en fin lang cardigan, så det tror jeg bare jeg skal hygge mig lidt med idag og holde total søndagsafslapning.

mandag den 1. november 2010

Gulerodsbrud


Et par stykker har spurgt efter opskriften på gulerodsbrud, og den kommer her:

Gulerodsbrud (ca 18 stk)

Dej 1

100 g gær
½ l lunken vand
1 tsk salt
60 g sukker

Disse ingredienser blandes

Tilsæt:
130 g smeltet margarine (jeg brugte smør)
900 g mel


Dej 2

2 æg
200 g groft revet gulerod
100 g solsikkekerner
disse ingredienser blandes

Dej 2 blandes i dej 1 med fingrene og dejen klattes på en bageplade med en ske.
Bollerne hæver 30-45 min og bages derefter 15-20 min ved 180 grader varmluft.

God fornøjelse!

lørdag den 30. oktober 2010

Godmorgen blogland

Idag var det meningen jeg skulle sove længe. Rigtig længe, for jeg har aldrig rigtig fået udhvilet efter sidste weekend, hvor vi var på sviger-rundfart i Nordsjælland. imidlertid var jeg lysvågen kl 6.30, så jeg stod op, bagte gulerodsbrud ala bagerens Hvis nogen vil prøve dem, lægger jeg gerne opskriften på bloggen. De er utroligt nemme og ret hurtige... og handlede ind til morgenkomplet.


Nu er Thomas smuttet i bad og bagefter skal vi en tur ud i byen og købe indflyttergave til Christina og julehygge. Jeg er nemlig kommet i julehumør efter en shoppetur i Ikea med Laura igår. Nu er mit eneste spørgsmål: Hvor bliver DE brændte mandler egentlig af??

torsdag den 29. juli 2010

Køkkenaften

Her til aften er jeg for første gang i en uge helt alene, hvilket har betydet at der er blevet bagt dejlige knækbrød, lavet mere rugbrøds-ymerdrys og sat gang i surdejen til nyt hjemmebagt rugbrød. Hurra for rastløshed;)



Knækbrødene er meget lette at lave.

Bland 1 dl havregryn, 1 dl sesamfrø, 1 dl hørfrø, 1 dl græskarkerner, 1 dl solsikkekerner (eller tilsvarende mængde af de kerner du lige har), 2½ dl mel, 1 tsk bagepulver og 2½ tsk salt.

Rør ovenstående sammen med 1,25 dl olie og 2 dl vand.

Klask halvdelen af dejen på et stykke bagepapir, læg et andet stykke bagepapir ovenpå og rul dejen tyndt ud. Skær dejen ud i passende stykker og bag knækbrødene et kvarter ved 200 grader. Gør det samme med den anden halvdel af dejen.

fredag den 16. juli 2010

Grøn Koncert Brunch

Imorgen er der Grøn Koncert i Århus, og jeg skal SÅ meget med. Men inden selve koncerten løber af stablen, mødes vores flok til en skønno brunch, hvor vi hver især medbringer lidt mad. Jeg er blevet bedt om at fixfaxe brunchboller og rugbrød, og så var det jeg tænkte at det ville være en fab chance til, langt om længe, at forsøge mig med et hjemmebagt rugbrød. Jeg har været igang hele ugen, og nu er det endelig kommet ud af ovnen. Jeg synes resultatet ser meget rigtigt ud, men har ikke villet skære i det før imorgen, så jeg har ikke kunnet smage om det lever op til sit udseende. Det må brunch-pigerne afgøre imorgen:)

Surdejen er lavet med inspiration herfra
Og selve brødet med inspiration herfra
Bollerne bliver dem her

tirsdag den 6. juli 2010

Sukkerstop

Den anden dag offentliggjorde min ven at han var stoppet med at ryge, og så var det jeg straks tænkte: Okay, vagt i gevær, så tager jeg også en kold sukker tyrker.

Som tænkt så gjort. Nu er andendagen næsten forbi og er du gal hvor har jeg bare tænkt meget på mad og været sindssygt sulten og rastløs hele dagen. Rastløsheden har dog resulteret i en plade lækre hjemmebagte boller og dertilhørende hjemmelavet mandelsmør, som jeg vil ud at prøvesmage lige nu. God aften:)

Speltsigteboller med græskarkerneblanding alla Urtekram:)