Igår var jeg så dum at læse Rappedikkes spøgelsesindlæg (klik ikke på linket, hvis du ikke kan lide spøgelseshistorier). Jeg er selv seriøst bange for spøgelser. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg har aldrig set et, men jeg kan slet ikke holde ud at høre om det. (Som eksempel kan jeg nævne at jeg var bange for at møde ET i min have flere år efter jeg så filmen som barn, og at den figur vi havde af ham derhjemme boede permanent i udestuen.)
Idag kom efterreaktionen på indlægget da også, da jeg i bussen på vej på arbejde var sikker på jeg så et spøgelse i form af en dame med mørke rander under øjnene og sorte tomme øjne, som stirrede lige ind i mine. Hun sad lige overfor mig, så jeg kunne ikke lade være med at kigge på hende flere gange, og selvom man skulle tro at jeg kunne overbevise min hjerne om at den spillede mig et puds, fik jeg det samme ubehagelige sug i maven hver gang jeg kiggede på hende.
Nu ved jeg så ikke om jeg skal have mest ondt af mig selv, fordi jeg ser spøgelser, eller om jeg skal have ondt af damen, som så så træt ud at jeg blev bange for hende og troede hun var et spøgelse (Hvis hun da ikke var det...).
Jammen jeg kan så ikke lade være med at smile.. det er sgu da morsomt, selvom at jeg godt kan se det uhyggelige i det.. men stakkels dame - hvis hun nu IKKE var et spøgelse - men bare så syg og mindre levende ud.. griner.. Tinse - du har en sjov måde at sige det på.. jeg er ked af, at jeg fik gjort dig bange.. Kram fra C
SvarSletJa, det er næsten lige før jeg håber det var et spøgelse, for ellers er det virkelig synd for den dame;)
SvarSlet