onsdag den 19. januar 2011

Et sæt sengetøj og en barnevogn

Jeg har lige 10 flyttekasser jeg skal have tømt, et soveværelse der skal flyttes, males og indrettes og et babyværelse der skal males, købes møbler til og indrettes inden baby kommer. Med kun 11 uger til forventet ankomst begynder jeg altså at få en smule stress.

Vi har bestilt barnevogn, købt, fået og lånt en hel masse tøj, valgt et puslebord og en seng og det er det. Nå ja, og så har jeg set ét sæt sengetøj, jeg gerne vil have til hende (og mig selv), nemlig det her fra RosenbergCph.
Puslepuder og sengerande er jeg kørt fuldstændig død i. Jeg synes der er rigtig mange fine, men de er bare allesammen så spraglede, at jeg er bange for det kommer til at se SÅ rodet ud, og jeg synes heller ikke jeg kun vil have 1 mærke på det værelse. Stress og jag og forvirring!

lørdag den 15. januar 2011

Stille søndag

Fra sneklædte bjerge, frostbidte kinder og varm chokolade til tøvejr, regn og dampende kaffe.

Vi har haft en dejlig ferie i Hemsedal. Nu er vi hjemme, og tænk engang, imorgen er der en hel søndag til hygge og afslapning tilgode. En søndag, hvor det kun er vores nye Nespresso maskine der skal arbejde. Vi fik den af mine forældre lige inden vi drog mod nord, og den passer perfekt til vores temperament - 1 tryk på 1 knap = dejlig kaffe. Kan det blive nemmere?

fredag den 7. januar 2011

Så' der ferie!

Efter at have været nede at vaske kl 7 imorges (nogen havde bestilt tid til den forkerte dag! Arhg!), en forvirrende og ret uafklaret tur til lægen og ikke mindst en dejlig lang arbejdsdag, er det nu endelig blevet ferietid.

Vi drager nemlig lidt mod nord imorgen og meget længere nordpå søndag morgen.

Desværre skal jeg altså ikke selv have mine ski med i denne omgang. Det er nok det bedste. Er der nogen der siger. Så jeg skal bruge min ferie på at øve ski med min aller yndlings Carla og på gåture ud i de kolde norske bjerge. Og ja, læg lige ekstra mærke til, at jeg her nævner udendørsaktiviteter, for for bare et par uger siden var det slet ikke sikkert jeg kunne finde noget tøj jeg kunne stoppes i til dette formål, men lige efter jul fik købt mig et par kæmpestore, omend stadig stramme skibukser, og den anden dag fandt jeg minsandten også en jakke, der rent faktisk kunne lukkes. Hurra!

Hej do, for no:)

fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Jeg har fulgt god med i det søde liv på dr 1 og syntes faktisk det lignede en leg lige at smække sådan et kransekagetårn på benene. Tidligere har jeg haft problemer med at mit bagværk kom til at ligne noget fra en fabrik (og her mener jeg ikke mit monkeybread;)), fordi det er blevet rullet for patentligt ud. Det blev, takket være glasuren, ikke tilfældet denne gang;) Men mon ikke den smager meget godt alligevel?

Godt nytår!

lørdag den 25. december 2010

Crazy banana!

Det forlyder, at et vis monkey-bread for en rum tid siden har floreret rundt i bloglands ovne. Det er dog gået min næse forbi, så da jeg den anden dag faldt over opskriften, måtte den bare prøves af. Jeg ved ikke helt om det er meningen, men jeg tror det ikke. Mit abebrød gik i hvert fald bananas og små boller poppede ud af springformen, som på en anden vulkan, og fyldte ovnen med lækre minikanelboller i løs vægt. Festligt;)

Skal man mon vende springformen på hovedet i ovnen for det bliver til et brød? Hmm

fredag den 24. december 2010

Glædelig jul

Efter formiddagsjulegudstjeneste og familiejulehygge på farmors plejehjem, hygges her nu i allerlaveste gear. Min mor, min far og jeg selv er de eneste 3 gæster til årets julefest, og vi glæder os til at kunne jule i vores helt eget tempo i aften.


Glædelig jul til jer alle!


søndag den 19. december 2010

Julehygge

Min søde kusine har investeret i en chokoladesmelter, og igår hyggede vi os med at lave konfekt i den.

Det blev ikke til så mange slags. Til gengæld blev der utroligt meget. Mest af alt synes jeg mine mozartkugler blev fine, overtrukket med mørk chokolade og med fint malet pistacienøddedrys på toppen. Indeni er der nougat, hjemmelavet pistaciemasse og marcipan. (Må jeg ved samme lejlighed fråråde alle at købe abrikoskernemassen med pistaciesmag fra Odense Marcipan. Den smager absolut ikke godt!)

Mmm jeg glæder mig til vi skal hygge med hjemmelavet konfekt i aften og hele julen:) Og mor, jeg tror ikke du behøver at lave kaliberen i år. Jeg har rigeligt;)